10.9.2026 21:25:22 CEST | Ørsted A/S | Investor Nyheder
Ørsted er i dag blevet underrettet af Skattestyrelsen og de britiske skattemyndigheder om, at et rådgivende udvalg nedsat under EU-voldgiftskonventionen har afgivet en endelig udtalelse i sagen mellem Danmark og Storbritannien om beskatningsretten vedrørende havvindmølleparkerne Walney Extension og Hornsea 1.
Ifølge udtalelsen, der følger de juridiske principper for beskatning af serviceydelser, som Ørsted har anvendt, har havvindmølleparkerne Walney Extension og Hornsea 1 et reelt juridisk og økonomisk formål. Projekterne skal derfor primært beskattes i det land, hvor de er placeret, i dette tilfælde i Storbritannien, og over projekternes levetid, efterhånden som de genererer strøm og indtægter.
Ørsted er tilfreds med udfaldet, da det er i overensstemmelse med vores fortolkning af de internationale skatteregler og deres anvendelse i havvindindustrien.
Sagen går tilbage til 2015, hvor Ørsted anmodede Skattestyrelsen og de britiske skattemyndigheder om at afklare fordelingen af beskatningsretten mellem de to lande, så Ørsteds havvindmølleparker ikke ville blive dobbeltbeskattet. Skattestyrelsen og de britiske skattemyndigheder nåede dog ikke til enighed, og sagen blev i 2023 forelagt et rådgivende udvalg.
Selvom udtalelsen om de to projekter følger de juridiske principper, som Ørsted har anvendt, medfører den en mindre forhøjelse af Ørsteds samlede skatteposition i Danmark samt påløbne renter. Denne justering er dækket fuldt ud af Ørsteds eksisterende skattehensættelser. Skattekravet i Danmark vil over tid i vidt omfang blive modsvaret af skattenedsættelser i Storbritannien.
På baggrund af udtalelsen vil Ørsted gå i dialog med Skattestyrelsen for at finde en løsning vedrørende de øvrige projekter, hvor Skattestyrelsen er kommet med lignende administrative afgørelser eller foreløbige vurderinger. Ørsted forventer, at en løsning vedrørende disse projekter vil følge de samme juridiske principper som dem, der fremgår af den udtalelse, selskabet har modtaget i dag. Ørsted vil ligeledes gå i dialog med de britiske skattemyndigheder om implementeringen af udtalelsen.
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til:
Global Media Relations
Rikke Dahl
99 55 42 36
globalmedia@orsted.com
Investor Relations
Rasmus Keglberg Hærvig
99 55 90 95
IR@orsted.com
Om Ørsted
Ørsted er verdensførende inden for udvikling, opførelse og drift af havvindmølleparker og har sin kerneforretning i Europa. Ørsted har 35 års erfaring inden for havvind og har en installeret havvindkapacitet på 11 GW og 7,2 GW under opførelse. Ørsted har en samlet installeret kapacitet af vedvarende energi på over 19 GW på tværs af Europa, Nordamerika og Asien og Stillehavsområdet. Selskabets portefølje omfatter også landvind, solenergi, energilagring, bioenergianlæg og handel med energi. Ørsted er anerkendt som et af verdens førende selskaber inden for bæredygtighed og har en vision om en verden, der udelukkende kører på grøn energi. Ørsted har ca. 7.300 medarbejdere og har hovedsæde i Danmark. Ørsteds aktier er noteret på Nasdaq Copenhagen (Orsted). I 2025 var koncernens driftsresultat eksklusive nye partnerskaber og annulleringsomkostninger 25,1 mia. kr. (3,4 mia. euro). Du kan læse mere om Ørsted på orsted.com eller ved at følge os på LinkedIn og Instagram.