Sammendrag:
Siden 1899 har KommuneKredit finansieret landets kommuner og regioner ved at udstede obligationer på kapitalmarkederne. Den 26. marts 2025 blev finansieringsmodellen ændret, og gældende fra den 15. september 2026 er den forankret i KommuneKreditloven. Staten køber KommuneKredits obligationer til renter, der svarer til statens egne finansieringsomkostninger. Den nye finansieringsmodel har betydet lavere udlånsrenter og leasingydelser siden 1. april 2025, og når modellen er fuldt indfaset, forventes en samfundsmæssig besparelse på op til 1 mia. kr. årligt – hvilket i sidste ende kommer de danske borgere og skatteydere til gode.
Lavere rentemarginal præger delårsregnskabet
KommuneKredits resultat før værdireguleringer og skat blev i første halvår 2026 146 mio. kr. mod 338 mio. kr. i samme periode sidste år. Faldet skyldes primært lavere nettorenteindtægter samt, at resultatet i første halvår 2025 var positivt påvirket af salget af KommuneKredits ejendomme på Kultorvet. Den lavere rentemarginal har reduceret netto-renteindtægterne, som udgjorde 250 mio. kr. i første halvår mod 368 mio. kr. i samme periode sidste år. Samtidig har den seneste reduktion af rentemarginalen i maj bidraget til periodens positive værdireguleringer af finansielle instrumenter, som udgjorde 190 mio. kr. Periodens totalindkomst udgjorde dermed 262 mio. kr. og overføres i sin helhed til egenkapitalen, der herefter udgør 10.361 mio. kr. Egenkapitalgraden udgjorde 4,2 pct. ved halvåret og ligger dermed over bestyrelsens målsætning om en egenkapitalgrad på mindst 3 pct.
Høj udlånsaktivitet i første halvår
Nettoudlånet, dvs. nye udlån inkl. leasing fratrukket afdrag og indfrielser, udgjorde 6,4 mia. kr. i første halvår 2026 mod 1,3 mia. kr. i samme periode sidste år. Nettoudlånet var 0,9 mia. kr. højere end forventet, og værdien af det samlede udlån og leasing steg til 207,2 mia. kr. ved halvåret.
Forventninger
Med nettorenteindtægter på 250 mio. kr. i første halvår 2026 fastholder vi forventningen om nettorenteindtægter på 500 mio. kr. for hele året. Som følge af et højere nettoudlån end forventet i første halvår har vi opjusteret forventningen til nettoudlånet for året fra 5,5 mia. kr. til 6,5 mia. kr. Opjusteringen tager højde for de kendte afdrag og en forventning om lavere udlånsaktivitet i andet halvår efter den høje aktivitet i første halvår. Forventningen til administrationsomkostninger på 225 mio. kr. er uændret. Vi vurderer fortsat, at resultatet for året før værdireguleringer og skat bliver 275 mio. kr.
Kontaktperson:
Adm. direktør Jens Lundager | Telefon 3369 7622 | E-mail: jlu@kommunekredit.dk
Vedhæftede filer