16.09.2026 14:30:00 CEST | Scandinavian Medical Solutions A/S | Investor Nyheder
Investor nyhed nr.137 – 2026 | 16-09-2026
Jens Hvid Paulsen fratræder efter eget ønske som administrerende direktør og fortsætter i Selskabet som Chief Purchasing Officer. Bestyrelsens næstformand, Henrik Ostenfeld Larsen, udnævnes som midlertidig administrerende direktør, og Patrick Remon Gammelholm udnævnes til Chief Commercial Officer og bliver en del af direktionen.
Scandinavian Medical Solutions A/S ændrer direktionens sammensætning. Jens Hvid Paulsen har efter eget ønske bedt om at blive fritaget for hvervet som administrerende direktør. Han udtræder af direktionen 30. september 2026 og fortsætter i Selskabet som Chief Purchasing Officer med ansvar for indkøb og forbliver medlem af Executive Leadership Team.
Bestyrelsen har udpeget Henrik Ostenfeld Larsen, der i dag er næstformand i bestyrelsen, som midlertidig administrerende direktør fra den 30. september 2026. Han fratræder som næstformand og fortsætter som menigt medlem af bestyrelsen.
Der igangsættes en proces med at rekruttere en permanent administrerende direktør.
Patrick Remon Gammelholm indtræder i direktionen med titlen Chief Commercial Officer og får ansvaret for virksomhedens kommercielle aktiviteter. Patrick er i dag Group Commercial Director og har 11 års erfaring i medico tech-branchen.
Kamilla Malmbæk udtræder af direktionen og fortsætter uændret som Chief Legal & Administrative Officer og som medlem af Executive Leadership Team.
Ny sammensætning af direktionen
Direktionen består fremover af midlertidig administrerende direktør Henrik Ostenfeld Larsen, Patrick Remon Gammelholm, Chief Commercial Officer og Jens Krohn, stifter og CEO US.
Bestyrelsesformand Jonas Wulff Møller udtaler
"I år har vi opbygget et stærkt fundament for selskabets videre vækst. Dette har blandt andet omfattet etableringen af de nødvendige strukturer, processer og governance-rammer. Jens Hvid Paulsen har spillet en central rolle i denne udvikling, og vi vil gerne takke ham for hans betydelige indsats som CEO. Samtidig glæder vi os over, at han fortsætter i selskabet som Chief Purchasing Officer og medlem af Executive Leadership Team.
Markedsforholdene har været mere udfordrende end forventet, og omsætningsudviklingen har ikke levet op til vores ambitioner. Derfor skærper vi nu fokus på operationel eksekvering, kommerciel vækst og finansiel disciplin. Henrik Ostenfeld Larsen bringer stærke finansielle kompetencer til denne opgave, mens Patrick Remon Gammelholms indtræden i direktionen understreger vores fortsatte fokus på den kommercielle udvikling.”
Stifter bakker op om løsningen
”Som stifter og største aktionær er jeg glad for den løsning, bestyrelsen har fundet,” siger Jens Krohn. ”Henrik kender virksomheden fra bestyrelsesarbejdet, og han har den økonomiske tyngde, vi har brug for i den periode, vi står i. Han kan træde til fra dag ét, og jeg ser frem til at arbejde tæt sammen med ham fra samme dag.”
Jens Hvid Paulsen udtaler
”Jeg har været stolt af at kunne repræsentere Scandinavian Medical Solutions A/S som administrerende direktør og jeg er også glad for at kunne overgive stafetten videre til Henrik. Vi står i en udfordrende tid og jeg ser frem til fortsat kunne bidrage til Selskabets videre udvikling med fokus på strategisk indkøb og kommerciel Rental.”, udtaler Jens Hvid Paulsen.
Om Henrik Ostenfeld Larsen
Henrik Ostenfeld Larsen har været medlem af bestyrelsen i Scandinavian Medical Solutions A/S siden februar 2026 og har senest været næstformand. Han er cand.merc.aud. fra Copenhagen Business School og tidligere statsautoriseret revisor. Han har været partner i henholdsvis KPMG og EY og var i perioden 2022–2026 direktør og CFO i e-Boks Group A/S. Han er desuden bestyrelsesformand i Nordic Houseware Group A/S.
”Jeg er glad for at kunne hjælpe Selskabet, indtil en permanent administrerende direktør er fundet og kan indtræde,” siger Henrik Ostenfeld Larsen. ”Mit fokus vil være rettet mod Selskabets operationelle eksekvering, den kommercielle udvikling og den finansielle disciplin. Min opgave er at holde momentum i de indsatser, der allerede er besluttet, ikke at lægge en ny kurs. En eventuel ny kurs skal den permanente administrerende direktør være med til at sætte sammen med resten af ledelsen og bestyrelsen.”
Ledelsesændringerne påvirker ikke Selskabets forventninger til regnskabsåret 2025/26, som senest er oplyst i selskabsmeddelelse nr. 76 af 26. august 2026.
Supplerende information
For spørgsmål vedrørende denne pressemeddelelse skriv til investor@scandinavian-medical.com.
Scandinavian Medical Solutions A/S, Gasværksvej 48, 1., DK-9000 Aalborg. CVR-nr. 39 90 17 49.
Hjemmeside: www.scandinavian-medical.com
Selskabsmeddelelser, investornyheder, finansielle rapporter mv. kan findes på https://scandinavian-medical.com/investor/announcements/
Om Selskabet
Scandinavian Medical Solutions blev stiftet tilbage i 2018 med en mission om at facilitere bedre adgang til omkostningseffektivt og højkvalitets billeddiagnostisk udstyr globalt gennem specialiseret indkøb og videresalg af brugt billeddiagnostisk udstyr af høj kvalitet.
MRI, CT og PET/CT-scannere er blandt det dyreste og mest komplekse udstyr, der findes på et hospital, og de tonstunge følsomme maskiner kan kun transporteres, samles og vedligeholdes af specialiserede fagfolk med erfaring og tekniske færdigheder.
Derfor tilbyder Scandinavian Medical Solutions en komplet business til business løsning, som garanterer maskinens kvalitet og funktionalitet.
Scandinavian Medical Solutions tilbyder hospitaler og klinikker verden over et tilgængeligt, pålideligt og bæredygtigt økosystem for handel med scanningsudstyr og skaber dermed grundlag for en cirkulær økonomi, hvor eksisterende materiel får nyt liv.