PRIME OFFICE A/S
CVR-nr. 30 55 86 42 · Nasdaq Copenhagen: PRIMEO
Aarhus, den 14. august 2026
Fondsbørsmeddelelse nr. 219/2026
Delårsrapport for 1. halvår 2026
Perioden 1. januar – 30. juni 2026
Resumé for 1. halvår 2026
Prime Office A/S’ bestyrelse har i dag godkendt delårsregnskab for 1. halvår 2026. Der er ikke foretaget review af selskabets revisor.
Økonomiske overskrifter
Koncernens primære indtægter stammer fra boligudlejning. Indtægter fra K/S Danske Immobilien (boliger) er steget med 2,0 % til 62,8 mio. DKK fra 61,6 mio. DKK. Indtægter fra Prime Office Kontor er på 24,3 mio. DKK mod 24,7 mio. DKK i samme periode 2025 (-1,8 %). Indtægter fra MCPF er faldet til 12,3 mio. DKK fra 14,7 mio. DKK efter frasalg af tre ejendomme i 2025. Renset for Reinbek-ejendommen, hvor lejer er fraflyttet, er huslejerne netto steget med 1 %. Der forhandles med en ny lejer.
Væsentlige begivenheder i perioden
Byggeri på Aarhus Ø forløber planmæssigt. Tårnkranerne er nu nedtaget. Det største fokus i den kommende periode er de indvendige arbejder på byggefelt B, herunder opstart af gulvvarme og afslutning af teknikskakte, samt vinduer, døre og skærmtegl. På byggefelt C fortsætter montagen af lette facadeelementer, og fokus skifter herefter til teknik og installationer.
Forventninger til 2026
Koncernen forventer uændret en omsætning på mellem 195-210 mio. DKK, et resultat af primær drift på 105-125 mio. DKK og et overskud før skat og værdireguleringer af ejendomme på 65-85 mio. DKK.
Usikkerheden er fortsat stor på de finansielle markeder som følge af geopolitiske spændinger og ændret toldpolitik i USA.
Begivenheder efter periodens afslutning
Bestyrelsen har den 12. august 2026 vedtaget at realisere koncernens tyske ejendomme i en kontrolleret, etapevis proces, mens færdiggørelsen af Mejlbryggen på Aarhus Ø fortsætter uændret. Beslutningen er offentliggjort i selskabsmeddelelse nr. 218/2026 af 12. august 2026.
Beslutningen medfører ikke ændringer i selskabets forventninger til 2026. Ejendommene er fortsat klassificeret og målt uændret, jf. note 2, idet betingelserne for klassifikation som aktiver bestemt for salg ikke er opfyldt på tidspunktet for offentliggørelsen. Provenu, tidsplan og regnskabsmæssige konsekvenser kan ikke opgøres på nuværende tidspunkt.
Udviklingen i Prime Office A/S i perioden 1. januar 2026 til 30. juni 2026
| RESULTATOPGØRELSE | 1H 2026 | 1H 2025 | Udvikling i % |
| Beløb i 1.000 DKK | |||
| Omsætning | 99.363 | 101.012 | -1,6 % |
| Driftsomkostninger | -32.930 | -35.665 | -7,7 % |
| Bruttoresultat | 66.433 | 65.347 | 1,7 % |
| Bruttomargin | 66,9 % | 64,7 % | 3,3 % |
| Salgs- og adm.omkostninger | -9.431 | -9.606 | -1,9 % |
| Resultat af primær drift | 57.002 | 55.741 | 2,3 % |
| (overskudsgrad primær drift) | 57,4 % | 55,2 % | 4,0 % |
| Finansielle poster netto | -22.489 | -17.682 | 27,2 % |
| Resultat før skat og værdireguleringer | 34.513 | 38.059 | -9,3 % |
| Værdireguleringer af investeringsejendomme | -275 | -3.372 | -91,8 % |
| Overskud før skat | 34.238 | 34.687 | -1,3 % |
| ANDRE NØGLETAL | 1H 2026 | 1H 2025 | |
| Aktiver i alt | 4.843.404 | 4.458.734 | |
| Egenkapital | 1.946.024 | 1.942.111 | |
| Likvide midler | 136.914 | 110.954 | |
| Soliditet | 40,18 % | 43,56 % | |
| LTV (realkredit/vurdering) | 52,29 % | 47,97 % |
Yderligere oplysninger
Mogens Vinther Møller, adm. direktør, Prime Office A/S.
Vedhæftet fil
