Resumé
Administrerende direktør Torben Schultz udtaler:
Selskabet opretholder ved udgangen af første halvår en stabil og tilfredsstillende udlejningssituation, hvilket er en fortsættelse af de seneste års gode momentum og gunstige udlejningsscenarie. Lejeindtægter for første halvår udgør således 56,2 mio. kr., hvilket er 2,2 mio. kr. (+4%) over første halvår 2025.
Selskabet oplever således en uændret god stemning på udlejningsmarkedet og lejeniveauer som holder sig på et tilfredsstillende niveau. Vi forventer, at disse rammevilkår vil fortsætte.
Omkostninger vedrørende investeringsejendomme falder med ca. 1,2 mio. kr. til -12,8 mio. kr. (1. halvår 2025: - 14,0 mio. kr.), først og fremmest som følge af en større tilbagebetaling af dækningsafgift vedrørende en ejendom samt generelt lavere omkostninger til vedligeholdelse, som dog til en vis grad ventes at blive afholdt senere på året i 2026.
De finansielle omkostninger udgør netto -14,2 mio. kr. hvilket er en reduktion på 3,9 mio. kr. (21,5%) i forhold til samme periode i 2025. De lavere omkostninger skyldes en kombination en reduceret låneportefølje som følge af afdrag på prioritetsgælden, et lavere renteniveau, positive kursreguleringer kombineret med at der i 2025 blev afholdt låneomkostninger i forbindelse med omlægning af en række lån.
De forbedrede lejeindtægter kombineret med ejendomsomkostninger under sidste års niveau, medfører et resultat af primær drift før værdireguleringer på 36,4 mio. kr. (1. halvår 2025: 34,2 mio. kr.).
I børsmeddelelse nr. 30 den 11. juni 2026 meddelte Selskabet, at man med overtagelse den 1. juli har solgt fire ejendomme i Jylland og på Fyn. Frasalget er sket som et led i Selskabets strategi om at afhænde Selskabets ejendomsportefølje. Selskabet fortsætter sine bestræbelser på yderligere frasalg, og forventer at indgå nye aftaler om salg af ejendomme i 2. halvår.
På baggrund af ovenstående meddelte Selskabet ligeledes i Børsmeddelelse nr. 30, at man efter frasalg af de fire ejendomme nu forventer et resultat af primær drift før værdireguleringer i niveauet 69 mio. kr. for regnskabsåret 2026 imod det oprindelige udmeldte resultat i niveauet 72 mio. kr. Den seneste udmelding fra den 11. juni 2026 fastholdes.
Yderligere oplysninger: Torben Schultz
Adm. direktør Tlf. 40 10 28 76
Vedhæftet fil